En vise om en slægtsforsker

En vise om slægtsforsker Mads Jensen, der i sit stille sind håbede at finde nogle bemærkelsesværdige personer blandt sine aner, hvad han også gjorde, men ikke lige den sociale position, han havde ventet.

Mel.: Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne………

Mads Jensen, du ved – han er en af de mange –
en ganske almindelig hverdagsperson.
At søge sin rod han adskillige gange
har sat som sit mål, når han gik på pension.
Jeg elsker det gamle, som længst er forsvundet,
det sagde Mads Jensen en dag til sin viv.
Jeg søger de rødder, hvoraf jeg er rundet,
og hvad der kan findes om fædrenes liv.
Han gik på Arkivet – du ved det lokale –
hvor fortidshistorie nutiden når,
og hvor man kan lytte til fædrenes tale,
såfremt man de gotiske skrifter forstår.
Han håbed’ i gamle registre og breve
at finde en standsmæssig vigtig person
iblandt sine aner – kan hænde en greve –
men fandt bare frem til en ”Gullashbaron”.
Endskønt han blev skuffet, han videre søgte
i gamle annaler – det var ikke mindst
fordi i hans hjerne der stadigvæk spøgte
et håb om at trække en bedre gevinst.
Tålmodig og stille og ret systematisk
han lærte dog at navigere sig frem.
Men fik dog et chok, ja blev nærmest apatisk
af hvad han nu fandt i annalernes gem.
Blandt tater’ og natmænd og andre kumpaner,
med skam han til slut sine forfædre fandt.
– Hvad sådan Mads Jensen fandt frem til af aner
vil’ måske ha’ frydet en anden proband.
– Ja sådan og ligervis kan det jo hænde
det går som Mads Jensen og flere med ham –
At når man sin slægt – sin rødder vil kende,
man ofte på uventet fædre får ram.
Moralen i denne min vise må være –
Såfremt du vil lette på fortidens slør,
så tag hvad der kommer – og tag det med ære –
ja tag dog mod alt med dit gode humør.
Og hånden på hjertet – man kan jo dog leve,
om ej man er kommen af degn eller præst –
for ikke at nævne baron eller greve –
Ved jorden at blive det tjener os bedst.
H.C.H./hs